Om bebyggelsen

Om BEBYGGELSEN i ældre tid.
Der er gennem mangen år fundet stenredskaber ude på marken og i de fleste hjem har man liggende pilespidser, skrabere og økser, nogle fra meget gammel tid, de såkaldte kærneøkser. I de senere år, da tangen forsvandt fra farvandene har søen skyllet en mængde stenredskaber op og man kan finde over en snes om dagen. Dette tyder på at der har været bebyggelse ude hvor der nu er vand. Havet stjæler stadig af brinkerne henne på østkysten.

Ældre mennesker mener at have set et kort over øen. der viser, at landet har gået længere ud mod øst og måske sluttet af med en lav strand som de andre steder ved kysten. Der har været boliger og den mængde østersskaller, der driver ind sammen med stenredskaberne, fortæller, hvad beboerne har brugt som føde. Lige øst for skolen på en mark nord for gårdene er fundet en mængde flinteflækker. Det ser ud som her har været et værksted.

Umiddelbart nord for skolen på en forhøjning af jorden de der fundet en mængde potteskår, hvoraf nogle stammer fra gammel tid, hvilket ses på mønstrene på dem. Der er senere fundet rester af en boplads, en hustomt liggger under plovfuren. Man ser tydeligt lergulvene, og af murene er der rester af ler og forbrændet stolper.

SALTSYDERE
Om beboernes næringsvej i gammel tid vidner de mange brandsteder, hvor man har sydet salt. Overalt langs stranden rundt om øen har man fundet mange pladser, hvor der nede i jorden i en halv meters dybde er en brolægning af kampesten, der er stærkt skørnet af ild.Over stenene ligger et flere centimeter tykt lag af aske, der har gjort jorden sort. Oven over er der et lag jord. Her har man brændt tang, og af asken har man udvundet salt ved at hælde den i vand og si denne blanding gennem halm, ned i en beholder; derved blev de urene dele i halmen, mens saltet blev i vandet, der så senere blev inddampet. Helt op til 1800 tallet har man her i landet bragt sådant salt til torvs. Helt rent var det nok ikke, men det har sikkert været sundt, da det indeholdt jod og andre stoffer af værdi.
øens vækst af træer er ved denne produktion blevet stærkt formindsket.

GÅRDENES PLADS
Om bebyggelse i oldtid og middelalder kan man ikke vide noget, men tænkeligt er det, at gårdene har ligget, hvor de nu ligger. Muligvis har der været boliger nærmere ved stranden, hvor der har boet fiskere, men de fleste har søgt op mod midten af øen i nærheden af skoven, hvor der var mere lunt. Den største forandring i bebyggelsen er foregået i det sidste hundredår.

Man begyndte at flytte ud på marken, da fæstegårdene blev afløst. De solgtes af godsejer Glud, Jensgård, til besidderne på rimelige vilkår. Man kunne nu forsørge flere af en søskendeflok ved at bygge udflytterejendomme. Disse blev ikke så store som gårdene og blev kaldtes en boel.

De gamle gårde langs vejen var ofte bygget sammen to og to, hvilket ses endnu (i 1940) f.eks. ved gårdene vest i byen, Mathias Pedersen og Hans Hauge Hansens. Gårdene havde et solidt præg, udlængerne var bygget af kampesten. Stuehuset havde bindingsværksmure og var meget kønne, en port førte ind til den lukkede gård.

INDRETNING
Inde i stuehusets østre ende var der et trefags rum, som brugtes til bagerum, bryggers og køkken. Derefter kom der en trefagsstue, hvori der stod to alkovesenge henne ved nordvæggen. Heri sov tjenste folkene, hvorimod manden og konen og børnene sov i det næste rum, der var på to fag. Kneb det nu med pladsen til børnene, så indrettede men en lille hylde over fodenden af sengen og heri sov de mindste. De lidt større børn sov i en slagbænk, der kunne lukkes om dagen. I den vestre ende af stuehuset fandtes storstuen, der var på tre fag. Her holdtes gilderne, hvor der kunne danses og her stod kisterne.

Alle stuerne gik fra ydervæg til ydervæg på tværs gennem huset, der ikke var ret bredt. Stuehusene lå mod nord i gården. Indtil 1936 fandtes der en rigtig gammel gård her på øen (den østligste) her var åben ildsted både i bryggers og køkken, dog var der indsat komfur. Både over komfur og gruem var der i hammerstykket indskrift med årstal, bogstaver og kristi monogram. Træet til bindingsværk tiltuskede man sig ved skuder, der lå i sundet, for korn, eller også hentede man det i skovene på den anden side, det var jo dengang godsejeren der leverede materiale.

MARKERNE
I markfællesskabets tid har markerne nok været delt som alle andre steder. Man fortæller at der på nordmarken var løsdrift af kreaturer. Der var da hegnet på langs gennem øen, endda et stykke ud i vandet med stænger. En stenhøfde vesterude hedder endnu “stænge”. Der gik et stendige nord for alle gårdene og man finder resterne deraf endnu som forhøjninger i jordsmonnet med mange stenrester. Langs vejen gik et andet etendige og gårdene har ligget mellem de to stendiger og hver har haft sin llille toft. Nogle steder står endnu de gamle poppeltræer hvormed digerne var beplantet. Engang har der været to lange rækker af træer på langs gennem øen. For en mennskealder siden brugte skolebørnene de gamle digerester at gå på mår det var dårligt føre og det var det vist ofte.

OLDERMANDEN
Som andre landsbyfællesskaber havde øen sit bystævne på en plads umiddelbart vest for skolen ( Niels Lauersens Eskehave). Hvervet som Oldermand går stadig på omgang mellem bymændene og arbejdet som sådan består i at føre tilsyn med hesteprammen og smedien samt udleje græsningen i østermade og bestyre harekassen.

SELVEJE
De første gårde blev købt som selveje af godsejeren 1855. Det var Lodsgården, Mathias Pedersen og Anton Simonsens gårde. Havgårdene havde da hver 6 tdr land, resten af deres jord var forpagtet præste og kirkejord, som de senere i 1915 købte for 3000 og 4000 kr. Bønderne fik meget ud af deres jord, der blev avlet mange fold. Mergel hentede man på marken hvor mange huller endnu ligger uopfyldte. Samtidig blev der drænet og denne dræning har gjort fyldest indtil man i 30erne foretog større drænings og kloakeringsarbejder. De øvrige gårde blev efterhånden frikøbt, men priserne var nu blevet noget højere. De første blev solgt for 2500 Daler men nu var prisen omkring 12000 kr i 1882.
Kornet blev malet på den gamle stråtækte mølle ude på vesterhoved.

SELVEJET Underskrevne Kammerråd Godsejer J.A.Glud i Kjøbenhavn tilbyder herved nedenanførte Gaard og Husfæstere på Jensgårds Gods deres Fæstegaarde og Fæstehuse tilkøbs til Selvejendom på følgende
Hovedbetingelser:

Tilbudet skal antages inden 1. Maj 1883 af samtlige Fæstere på Hjarnø.

Fæsters navn Matr. Hartkorn Gammel skat Kjøbesum
Mads Andersen 1 4 – 3 2 66.62 kr 11500 kr
Søren Lauersen 2 4 – 3 2 66.62 – 12000 –
Jens Jørgensens enke
Bodil Marie Jensdatter 3 4 1 3 2 66.62 – 12500 –
Jørgen Jørgensen 4 3 7 1 1 66.62 – 12000 –
Rasmus Madsen 6 4 – 3 1 66.62 – 13500 –
Peder Peter Madsen 7 4 – 3 2 66.62 – 13000 –
Jens Sørensen 8 4 1 2 2 66.62 – 13500 –
Ole Hansen 11 3 7 – – 66.62 – 12000 –
Jørgen Hansen 12 4 – 3 2 66.62 – 11500 –
Niels Markus Nielsen 13 4 1 2 2 66.62 – 12000 –
Ole Jensen 14 – 4 3 1 8.54 – 2800 –
Snedker Niels Hansen 15 – 3 3 – 8.39 – 2400 –
Hans Sørensen 16 – 4 – – 8.54 – 2500 –
Jens Sørensen 17 – 3 2 – 6.82 – 2400 –
Peder Christensen 18 – 3 2 – 6.83 – 2400 –
Søren Jensen 20 – 2 – 1 3.41 – 1400 –

(Hartkorn tallene læses Td-Skp-Fjk-Alb, (alb afrundet nedad))

Af Kjøbesummen betales mindst 1/4 Del i 11. december Termin 1883, og resten kan blive indestående på første Prioritet i Ejendommen med Avl, Besætning og Inventarium mod Panteobligation til Sælgeren eller hvem han bestemer, hvilken Obligation affattes efter de almindelig befalede og brugelige Klausuler, som de Umyndiges Midler efter mit Koncept og med et helt Aars opsigelse. Kjøbesummen forrentes fra 11. Juni 1883 med 4% pro Anno.

Såsnart tilbuddet er antaget, oprettes Kjøbekontrakt iøvrigt med de Klausuler, jeg plejer at bruge i lignende Dokumenter og i et og alt efter mine Bestemmelser.

Fæsteafgiften, som forfalder inden 1. Maj 1883, svares after Fæstebreveve, og Skatter, Afgifter og Tiender o.s.v. fremdeles uforandret.

1/6 Del Bankhæftelse er indfriet og Aktieretten fraskilt.

For Hjarnøs vedkommende bemærkes at Ejendommens Andel i Fælles lodden Matr. nr. 26 Medfølger salget.

Når 3die Post er opfyldt, meddeles Skjøde samtidig med Panteobligationen Udstedelse.

Omkostningerne ved Skjødet og sammes Tinglysning betaler Sælgeren men Omkostninger ved obligationen og dens Tinhlysning betales af Kjøberen.
Kjøbenhavn den 14. November 1882
J. Glud

KJØBEKONTRAKT
Oprettet mellem Kammerråd Godsejer J.A.Glud, som sælger og Gårdfæster Niels Markus Nielsen som køber af en gaard på Hjarnø

1.

Underskrevne Kammerråd Glud sælger herved til Niels Markus nielsen den mig tilhørende af ham hidtil i Fæste haft gaard Matr. nr. 13 paa Hjarnø med påstående bygninger og jordtilliggender, som skyldsat for 4 Tdr. 1 Skp. 2 Fjk. 2 1/4 Alb. Hartkorn. Gammelskat 66 Kr 62 øre, tillige med den ham overlerverede Besætning og Inventatium, hvilken Gaard han hidtil har besiddet ifølge Fæstebrev af 9. Jannuar 1874, thinglæst 19. samme maaned. Gaarden sælges med de samme herligheder og rettigheder, forpligtelser og byrder, hvormed den har tilhørt mig. Som følge deraf har kjøberen at holde sig efterrettelig hvad Magelæg eller forandringer, der kan være foretaget, ligesom Kjøberen og selv har at afgjøre Gaardens Grænser og skel med naboerne i Marken uden nogen som helst Ansvar for mig, og har Kjøberen ingen rettigheder for skovhugst eller tørveskær paa andre steder end de på Gaardens Matrikelkort optagne og samme underlagte Ejendomme.
Under salget er indbefattet Gaardens Andel i Fælleslodden Matr. Nr. 26 paa Hjarnø skyldsat for 3 Fjk. Hartkorn.

2.

Gaardens Tilbehør modtages strax af Kjøberen, og staar fra Dato for hans Regning og Risico i alle Maader, hvoraf følger at han i Ildebrandstilfælde hæver Assurencesaummen til anordningsmæssig anvendelse, og svarer Kjøberen alle såvel forfaldne som forfaldende Skatter, Tiender, Afgifter og Præstantioner af Ejendommen såvel som Brandpenge, alt uden nogen som helst undtagelse.
3.

1/6 Bankhæftelse er indfriet og Aktie Kjøberen Uvedkommende. Den øvrige Bankhæftelse overtages af Kjøberen uden Afgang i Kjøbesummen.
4.
Sælgers og Kjøbers mulige fordringer paa hinanden i Anledning af fæstet, der herved ophæves, og om fornødent eragtes i Retten frasiges og kasseres, ere ved dette Kjøb aldeles afgjorte, og kunne saaledes ikke i fremtiden paatales.
5.
Kjøbesummen er 11.500 Kr. skriver elleve Tusinde og fem Hundrede Kroner, hvoraf mindst 1/4 Del betales i 11. December Termin dette år og for resten udsteder Kjøberen i samme Termin, og samtidig med atder meddeles ham Skjøde , Panteobligation til sælgeren eller ordre, med de almindeligt brugte klausuler, som for umyndiges midler, og i øvrigt efter sælgerens Koncept, dog således at Gjælden, naar Foreskrivningens indhold i øvrigt overholdes fra Kreditors side i det tidligste kan fordres udbetalt i 11. Decembers Termin 1888 efter 1/2 Aars foregaaende opsigelse, men dersom pantet eller væsentlig Del af samme forinden sælges ved mundtlig eller skriftlig Kjøbekontrakt, da kan summen opsiges med 1/2 Aars Varsel til den 11. Juni eller 11. December Termin. Kjøbesummen forrentes fra 11. Juni Termin dette aar med 4% pro Anno.
6.
Alle omkostninger ved denne Kontrakt, ved Skjødet og samme Tinglysning, samt Matrikelkortet betales af sælgeren, hvorimod Kjøberen betaler Omkostningerne ved Obligationen og dennes Tinglæsning.
7.
Enhver Fordring som Kjøberen maatte formene at have til Sælgeren hidhørende fra denne handel, maa være fremsat og paatalt inden et Aars Forløb fra Skjødets Udstedelse, da enhver paatale efetr den tids forløb skal være proskriberet.
8.
Underskrevne Niels Markus Nielsen tilstaar herved at have indgaaet denne Kjøbekontrakt, forbinder mig til skadesløs Betaling og underkaster mig i Søgsmaalstilfælde hurtig rettergangs måde efter forordningen af 25 Jannuar 1828. Til bekræftelse med underskrift.
Kjøbenhavn den 8. Maj 1883
J. Glud
Til Vitterlighed I.H. Brodersen H.A. Lorenzen
Jensgaard den 15de Juni 1883
Niels Markus Nielsen
Til vitterlighed
V. Eggertsen
Lånt af Niels Vestergaard i 1948 til Adsersen.

Efter 1880 kom den dårlige tid for landbruget og det mærkedes også her. Folk blev fattige, penge havde man ikke mange af og købmandsvarer var noget som ikke blev brugt ret meget, kun en gang om måneden hentedes der forsyning af lidt sukker, kandis og lidt kaffe. Særligt til jul tillod man sig at købe den slags, ellers frembragte men selv hvad man havde brug for til føde og klæder. Man høstede selv korn til brød og gryn, man havde får og høstede hør. Gær fik man af øllet som man også selv bryggede. Varerne hentede man til at begynde med i Horsens, senere da der blev købmandshandel i Snaptun, blev det lettere. kreaturer og heste som skulle transporteres blev svømmet over vandet ig trukket til bestemmelsesstedet. Før 1900 havde man dog en kreaturpram.

Befolkningen var dengang ikke meget indladende over for fremmede. Man har eksempel på at men spejdede ved porten og en kone sagde engang, da der kom fremmede på vejen; “Luk porten, det er ingen vi kender”. Dengang var mange af beboerne indgifte , så hele øens befolkning var i familie med hinanden. Således er det ikke nu, hvor der en udensogns født, ægtefælle i næsten hvert hjem.

OM TRÆER og beplantning
De gamle folk var en del overtroiske og fæstede stor lid til spøgelses og trolsehistorier, lærer Lodsgaard, der sikkert har optegnet en del herovre fra, spurgte engang en gammel kone om der var noget af den slags, og hun sagde at han var fra en af de værste troldegårde herovre, Lodsgården. Hans far havde været lods og havde et stort asketræ stående uden for gården ved vejen, her førte en stige op, så men nemt kunne kommme op og se ud over vandet. Dette gamle træ stod i mange år, og der knyttede dig til den tale at det ikke måtte fældes, så ville der ske en ulykke.Træet blev dog fældet og man fortæller at den gamle kone, der havde været i gården døde kort tid derefter. Andre træer der er omtale værd, er en gammel tjørnebusk som stod østerhenne, nær stranden. Denne busk har stået i mange år. De 80 årige siger omkring 1930 at den havde samme størrelse da de var børn. Den blev brugt som sømærke og kunne ses langt ud over havet, da den stod så ensom. På modsat side af Havgårdene står et gammelt asketræ og hælder ud over en brønd med en brøndvippe, et idyllisk syn, der nødig skulle forsvinde. Anders Rasmussen skrev et lille digt om træet, det er optager senere og der findes et billede af træet.

Endnu står små rækkestumper af de gamle poppel og pilehegn, som er omtalt tidligere. I skellet nord for skolen står et mægtigt stort asketræ, lige der hvor det gamle hegn har krydset skellet. Det er nok blevet stående fordi ingen af naboerne vidste hvem det tilhørte. Skoven består mest af asketræer og er ikke videre velholt. På Snaptun stod til omkring 1930 en meget høj poppel, som også blev brugt som sømærke. På vestsiden af øen ligger ude i vandet den hvide sten, der tidligere er omtalt, den blev kalket en gang om året af lodserne helt op til omkring 1930. Beboerne på Hjarnø har ikke været ivrige for at få plantet markhegn, da man mente, at det ville hindre det frie udsyn ud over det åbne hav.

BYGGERIET
I tiåret 1933 til 1943 blev meget arbejde gjort til forbedring. Der blev bygger omkring op gårdene og husene. Forsamlingshus og smedie er omtalt. Brugsforeningenblev ombygget i 1935. I de samme år fik øen vandværk og der blev drænet og kloakeret overalt, så der blev afløb fra alle ejendomme langs vejen. Mælkeproduktionen vart stor og fedtprocenten på mejeriet den højeste i landet en tid og smørret var meget fint. Man udryddede kvægtuberkulosen og kalvekastningssygdommen. Var folk ikke altid enige i småting, kunne de dog løfte i flok når der skulle udføres noget af større betydning og der kunne nævnes navne på dygtige foregangsmænd, men det får eftertiden gøre.

KØBMAND OG BRUGS
I skolens udhus begyndte Madam Henriksen en lille høkerhandel i firserne. Mads Lodses Jens fik af en af børnene, der ekspederede, udlerveret hårolie, da han forlangte tran; dermed smurte han sine støvler. Madammen var ikke videre tilfreds med den handel, men jens sagde at det var udmærket at smøre støvler i. 1890 oprettede Mads Peter Rasmussen en købmandshandel i et lille hus på hans fødegårds mark syd for vejen. Sidenhen omkring 1908 oprettede Peter Rasmussen, tidligere købmand i ørting, en indkøbsforening hjemme i sin lade, men i 1913 købte man Mads Peters forretning af Christian Jensen og den skulle være brugsforening. Men til at begynde med forpagtede man forretningen ud til Anders Rasmussen (søn af førnævnte P.R.). I 1919 blev brugsforeningen oprettet, og fra en beskeden omsætning på nogle få tusinde kroner steg indkøbet til omkring 80000 kr om året ved 20 års dagen.

SMEDEN
Tidligere lå der en smedie llige syd for skoven. Smeden var i slutningen af forrige århundrede Jens Olesen. Han og naboen sognefogeden Peter Madsen havde svært ved at forliges. Peter var heller ingen nem mand at omgåes. Han blev afsat som sognefoged, muligvis fordi han havde udtalt om herredsfogeden at han gerne ville støbe kuglen, hvis nogen ville skyde herredsfogeden. Han skulle også se efter om nogen drev krybskytteri, selv havde han sine kål nede ved skoven og der kunne harerne finde hen, og man sagde at han af og til skød en hare. Smedien blev senere flyttet om på den venstre side af vestergårds gård og bortforpagtet. Den har vist aldrig været en bysmedie. I gamle dage måtte man selv medbringe arbejdskraft og brænde og måske også jern, endelig også mad og drikke til den dag, man skulle have smedet.

EL OG MØLLE
Under verdenskrigen 1914-1918 blev el-værket bygget i forbindelse med møllen, der tidligere var blevet bygget på vestergårds mark. Smeden blev således både møller,smed og el-værks bestyrer.Møllen blev lavet større og stod i mange år som øens vartegn, men da enden verdenskrig kom, kunne der ikke skaffes olie til motoren og man fik så en højspændingsledningf fra Bjerre-Hatting-Herreds højspændingsforening og møllend saga var ude. Den blev solgt til Rømø i 1941.

BROEN
Broen som den var indtil 1940, blev bygget 1885. Den kostede da 6000 kr. Beboerne ydede en del deraf. En enkelt ville ikke være med og benyttede derfor ikke broen, men sejlede ud fra en af stenhøfderne, hvoraf der var flere. således præstebroen, stænge og howsbro, men han måtte alligevel opgive den vanskelige fart og betale sin part til sidst. Ved denne tid fik øen fast dampskibsforbindelse til fastlandet. I 1940 blev brohovedet ødelagt af isen og efter mange forhandlinger blev det vedtaget at brohovedet skulle opføres på ny af sten og forsynes med en vinge samt gøres bredere. Denne nybygning fuldførtes i 1943 og var anslået til at koste 80.000 kr, hvoraf stat, amt og komune hver betalte din part.

HORSENS DAMPEREN
øen fik fast forbindelse med dampskib. Horsens Dampskibsselskab – har besørget farten her med skibene Aktiv, Agda og Horsens. Horsens var en god isbryder. Agda stødte på en mine den 15 Jannuar 1944 og blev totalt splintret. Fjorten mennesker omkom, deraf de fleste fra endelave.

MEJERIET
1890 blev mejeriet oprettet, efter at man havde leveret mælk til Glud mejeri et stykke tid. Tidligere sejlede man selv smørret til Horsens i en jolle. Den kunne samtidig tage en kalv med. Engang sejlede Jørgen Handen derop med to smørtræer, en kalv og en sæk uld. Da kuldsejlede båden, kalven druknede og ulden sank, men smørtræerne svømmede ovenpå og drev i land.Manden reddede sig også.

MEJERI OG FORSAMLINGSHUS
Mejeriet blev ombygget i 1914. Til mejeriet var der en lille sal, den blev nu lejlighed til mejeristen, og man indrettede så forsamlingssal i den gamle mejeribygning. I 1938 blev man enige om at bygge en fløj til, hvori der blev forsamlingssal i forbindelse med mejeristens tidligere lejlighed, som han afstod imod at få lejlighed indrettet hvor der var forsamlingssal, derved blev der god plads til alt omkring mejeriet. Endelig i 1942 blev det gamle ishus flyttet og der blev bygget nytteskur ved mejeriet med badeværelse til beboernes afbenyttelse. Samme år, som forsamlingshuset blev bygget, fik også smeden en ny lejlighed bygget til. Pengene hertil fremskaffede harekassen. Pengene til forsamlingshusets ombyggelse fremskaffede de tre andelsforeninger, mejeriet, brugsen og el-værket, som lånte pengene og betalte gælden( 12000 kr) så der ikke skyldtes noget i forsamlingshuset.

SMØR SEJLADS
Før den regelmæssige Dampskibsforbindelse kom, foregik fragten pr. båd til Horsens, enten med sejl eller årer. Store ting var der ikke at sejle mmed, før mejeriet blev oprettet, da blev der en 2-3 dritler smør om ugen. Engang sejlede tre både, vistnok i anledning af indmeldelse i Midtjysk Smøreksportforening. Bådene blev ført af Jørgen Hansen, Steffen Pedersen ojg Karl Pedersen. Da kom der en voldsom byge, Jørgen regnedes for af være en dygtig sejler, men den dag slog dygtigheden ikke til. Som fortalt før kæntrede båden og han tabte sin last: en kalv, en sæk uld og to dritler smør. Selv reddede han sig, hurtig i vendingen som han var, op på lønningen og slap godt fra det. Karl, der var forsigtig, havde lagt sig ind under Boller skov i læ og havde taget sejlet ned. Steffens båd klarede sig også, men Jørgen Hansen måtte sejle hjem. Dygtighed gør det ikke altid. Samme Jørgen var ellers glad for sit fartøj. En nat blev karlen vågen, det var storm og han kunne se himlen op gennem taget, hvori stormen havde revet et hul. Jørgen Hansen blev vækket, men i stedet for at tænke på sit stråtag, løb han hurtigt ned til jollen for at se hvordan den havde det.

En anden gang var Steffen Pedersen og Søren Lauersen sejlende til Horsens. Da kom der en voldsom regnbyge, de kunne intet se og Steffen blev bange for at de skulle løbe på Borgs Knop. Han tog da loddet for at måle dybden og satte Søren til at passe fokken, mens han loddede råbte han hele tiden ” då passe vel æ fok Søren” Til sidst lød kun ” fok Søren, fok Søren”. De kom godt iland, men da de nærmede sig Hjarnø så de det havde været hårdt vejr. Der kom drivende hvidt skum ud mod dem fra land. Det havde regnet så voldsomt at vandet var strømmet ned ad marker og veje og skummet drev nu ud til havs.

KAPSEJLADSERNE
En årlig tilbagevendende begivenhed var kapsejladserne i sundet. Her var som deltagere både kragejoller og pramme. Mange af de udsatte præmier gik til Hjarnøerne og den fremmede gik glip af prisen. Endnu findes mange fine ting hos forhenværende færgemand Jens Pedersen og Steffen Pedersen, der døde 1942, 93 år gammel. Steffens bror Niels Pedersen, der døde 1933, var også en fin styrmand. Under stormfloden 1872,var han til søs og skuden han sejlede med stod langt inde på land nede i nordtyskland, da vandene sank.

Sådan en kapsejlads sluttede gerne med et stort gilde. I brohuset blev der holdt skænkestue, hvor købmanden dolgte kaffepunser og bajere. Bagefter blev der danset i forsamlingshuset. Ved et sådant gilde blev Jørgen Hansen temmelig overvældet og hans gode ven, Lodsgård ville da følge ham hjem. Det gik også meget godt. Lodsgørd fik ham ind ad døren derhjemme og gik, men da han var kommet tilbage til salen, dansede Jørgen Hansen der i skjorteærmer. Han var gået ud af bagdøren og let til bens som han var, var han ad en anden vej nået hen til forsamlingshuset før Lodsgård.

HAREFANGSTEN
En anden stor årlig begivenhed var harefangsten, som foregik på den måde at alle børn og mænd gik i kæde og drev harerne foran sig indtil de blev drevet til den ene ende af øen eller ud på odden. Der blev stillet net op tre steder og harerne løb så imod disse og slog slemme kolbøtter og blev indfiltret i nettet. Enkelte slap dog forbi. De fangne blev puttet i kasser og solgt for en god pris, omkring 10 kr. pr. styk. Om aftenen var der gilde hos oldermanden, og da gik det lystigt til. Senere blev harejagten lejet ud til et selskab fra Horsens en lang årrække. Man fik 1000 kr om året og disse penge blev for en del anvendt til fælles formål. El-værket, smedien og forsamlingshuset har høstet godt deraf. Beboerne måtte da nøjes med strandjagt eller jagt fra både. Undertiden skete det at en sæl måtte bukke under for et velrettet skud.

KRIGEN I 1864
Selv om øen ligger afsides fik beboerne i 1864 dog at mærke, at der var fjender i landet. Tyskerne kom her over på øen for at se om der var noget de kunne bruge, men fandt vist ikke stort vd over en del fartøjer, som de kunne få brug for; og hvad de ikke tog med sig herfra, slog de i stykker, for at det ikke skulle blive brugt mod dem selv. Enkelte her havde dog været så forsigtige af gemme noget bort. Således var en jolle blevet taget på land og gemt inde i en kornmark, men et kraftigt regnskyl slog kornet ned og afslørede ubarmhjertigt jollen, der nu stod og prangede midt på marken. Man fortæller at der under krigen ude i Kattegat øst for Hjarnø lå nogle danske skibe, som kom med proviant fra Bogense. Beboerne hvoraf nogle var gamle orlogsgaster, havde kontakt med dem og gav dem oplysningler. En mand fra Snaptun, som hed Anders Dresen, havde ikke det bedste lov på, sig, man mente at han muligvis var spion for fjenden. Han var en aften kommet herover og var nysgerrig. Fra en slugt henne ved østerbjerg signalerede man ud til skibene og det var nu ikke meningen, at uvedkommede skulle vide det, men nu var Anders Dresen kommet herover og sognefogeden Peder Madsen sagde da til ham om han ville med hen at se hvad der foregik. Ja det ville han da gerne, og han fulgte med, Men da de kom derhen, landede der en båd fra et af skibene og sognefogeden dagde til mandskabet, at de skulle tage Anders med. Da Anders hørte dette, sagde han: Ja så ved A hva A skal når do kan sige -skal- til dem. Han forstod da han var gået i en fælde. Mandskabet tog ham, med og landsatte ham et eller andet sted på Fyeni og han måtte gå hjem i sine træsko.

Godsejeren på Jensgård sendte sine Heste herover til øen, for at de ikke skulle blive taget af tyskerne.

Jens Peter Baungård;
Fortæller efter sogneprotokollen at sognet i 1864 fik påbud om at lervere 44 dyner, 44 puder, 44 par lagner og 44 håndklæder. Alt dette sengetøj blev indsamlet hos sognets beboere og sendt til Vejle. På Hjarnø var man fri for disse leverancer, men til gengæld havde fjenden taget alle øens både, så øboerne i lange tider var afskåret fra forbindelsen med fastlandet. Ved krigsskadeserstatningerne i 1866 (20 marts) fik Hjarnøerne ingen erstatning for deres både.